“Ledelse med hjertet?”

30. januar 2026

Ofte bliver vi spurgt, hvordan vi leder os selv med hjertet?

Det starter med os selv, indefra-ud. At vi skaber et nærende rum for os selv, så vi trives. At vi bringer os selv i ro dagligt gennem en fast morgenrutine, som ikke er til diskussion. At vi kommer ud i naturen hver dag, mærker elementerne, naturens helende kraft og forbinder os med det, som er større end os selv. At vi passer vores sengetid, og ikke lader os forføre af sofaens varme og den behagelig afslappende stemning. At vi husker at tage os tid til at tjekke ind med os selv og hinanden. At vi laver det, som vi elsker – og lader hjertet vise os vejen, fremfor at styre efter pengene.

Alligevel er vi bare mennesker, som ind imellem træder ved siden af.

Nogen gange bevidst, og nogle gange ubevidst, og så øver vi os i at være nænsomme og kærlige ved os selv. Ikke at slå os selv i hovedet, men minde os om, at vi har brug for at træde ved siden af og mærke, vi er kommet ud af synk, for at finde tilbage igen. At huske os selv på, at rammerne og strukturen hjælper os til at kunne være frie og flydende indenfor den faste ramme.

Nogle gange lader vi os også påvirke af det derude, så det trænger ind under huden på os. Vi får ikke sluppet det i tide, men bærer det med videre, indtil vi kan komme af med det og lade det gå ud over en anden. Når vi bliver opmærksom på vores eget mønster, forsøger vi at tage os tid til at se os selv og situationen udefra. Vi vælger bevidst at bruge irritationen, der opstod som en invitation til at gå dybere og se, hvad der stikker nedenunder. Hvad der ligger til grund for, at vi lod os trigge, og så bruger vi det som information til at slippe det, som vi er klar til at slippe.

Det gælder både i forhold til os selv og til hinanden, for at være ægtefæller og samtidig arbejde sammen er ikke altid en dans på roser. Selvom det lyder som en drøm, så har vi også stunder, hvor vi ønsker hinanden hen, hvor peberet gror. Så samtidig med at vi vokser som mennesker, vokser vi også som ægtefæller og par på denne rejse – hvor vi bliver klogere for hvert skridt vi tager. 🫶🏻

🙏🏻 foto Kelly Sikkema @Unsplash