Når livet trækker sig hjem

I dag er det efterårsjævndøgn. Et balancepunkt på året. Dag og nat står et øjeblik lige. Og herfra begynder mørket langsomt at fylde mere.

I naturen er bevægelsen allerede i gang. Træerne trækker vand og næring tilbage fra bladene og hjem mod stamme og rødder. Det grønne forsvinder. Farverne træder frem. Bladene tørrer, og når tiden er inde, slipper de. Ikke fordi træet har opgivet dem. Men fordi det ikke længere giver mening at bruge kræfter på at holde dem i live.

Måske er det noget af det, naturen kan minde os om lige nu. At livet ikke altid bevæger sig fremad ved at skabe mere. Nogle gange bevæger det sig ved at trække sig tilbage. Samle sine kræfter. Give slip på det, der har tjent sin tid. Og føre næringen hjem til det, der skal bære videre.

Vi mennesker er gode til det modsatte. Vi holder fast. I måder at arbejde på. I roller og vaner. I systemer og strukturer. I uskrevne regler om, hvordan noget bør gøres. Også længe efter, at vi har glemt, hvorfor vi begyndte at gøre det sådan. Måske fordi vi let kommer til at tro, at det eksisterende skal opretholdes, blot fordi det eksisterer.

Men hvad nu, hvis vi oftere spurgte: Tjener de strukturer, vi har skabt, faktisk det liv, de skulle understøtte?

Det spørgsmål gælder vores virksomheder og organisationer. Men måske gælder det også vores egne liv. Hvad bruger jeg stadig kræfter på at holde levende, selvom livet allerede er ved at trække sig et andet sted hen? Hvad er stadig nærende? Og hvad må langsomt få lov til at tørre ind og slippe – så noget af kraften kan vende hjem?

Efterårsjævndøgnet behøver måske ikke kalde os til at gøre noget. Måske inviterer det os bare til et øjeblik at stå i balancepunktet. Mellem lyset og mørket. Mellem det, der var, og det, der endnu ikke er. Mellem at holde fast og at slippe.

Og mærke efter: Hvad skal jeg ikke længere bruge mit liv på at holde i live?

For måske er det også sådan, livet passer på sig selv. Det trækker næringen hjem. Og slipper, når tiden er inde.