At mærke uden at forlade sig selv
16. september 2026
Forleden faldt mit blik på nogle ord, jeg skrev ned for noget tid siden: “Vi samler fortællinger, der hjælper mennesker med at forstå sig selv, hinanden og verden.” Jeg kan stadig godt lide dem. Men måske ville jeg skrive dem lidt anderledes i dag. For jeg er blevet mindre optaget af at forstå. Og mere optaget af at mærke.
Forleden aften sad jeg i Hjerterum i Aarhus sammen med en lille gruppe mennesker og læste mine fortællinger højt. Bagefter fortalte de om det, fortællingerne havde vækket i dem. Ikke nødvendigvis tanker eller nye erkendelser. Men billeder. Erindringer. Sorg. Glæde. Forbundethed. Noget, der havde bevæget sig i kroppen.
Det mindede mig om, at vi mennesker hele tiden mærker hinanden. Også når der ikke bliver sagt ret meget. Vi mærker stemninger. Afstand. Åbenhed. Modstand. Det, der kommer os i møde. Og måske består en del af vores menneskelige øvelse ikke i at blive bedre til at lukke det ude. Men i at kunne mærke det uden at forlade os selv. At kunne være åben uden at være grænseløs. At kunne mærke et andet menneskes glæde uden at skulle gøre den til vores. Et andet menneskes sorg uden at skulle bære den. Et andet menneskes vrede uden straks at skulle forsvare os, forklare os eller gøre den mindre. Et andet menneske reaktion uden straks at gøre den til sandheden om os.
At kunne blive stående et øjeblik og spørge: Hvad er dit? Hvad er mit? Og hvad sker der mellem os? Måske er det også noget af det, fortællinger kan. De giver os mulighed for at træde ind i et andet menneskes verden uden at miste vores egen. Vi kan mærke noget, der ikke er vores, og alligevel opdage noget om os selv.
Måske er det derfor, fortællinger betyder så meget for mig. Ikke fordi de nødvendigvis hjælper os med at forstå verden. Men fordi de kan gøre os mere levende i mødet med den. Og måske er dét også en form for forståelse. Ikke den, der kommer fra hovedet og finder det rigtige svar. Men den, der langsomt vokser frem, når vi tør mærke både os selv, hinanden og det, der opstår imellem os. Uden at forlade os selv.
Der er høstet på markerne omkring os. Det, der for få uger siden stod højt og tæt, er væk. Tilbage står stubbe, halm og åbne [...]
Nogle gange ved vi det, før vi forstår det. En længsel. En uro. Et sted, vi bliver ved med at vende tilbage til. En tanke, [...]
Vi ved sjældent, hvor det, vi skaber, ender. En fortælling begynder måske som en lille bevægelse i et menneske. En erfaring. Et spørgsmål. Noget, der [...]
Søstrenes Kald – Præstinden er blevet shortlistet til Årets Danske Fantasybog 2026 og har samtidig modtaget en flot lektørudtalelse og anbefaling til landets biblioteker. Bag [...]
Vi forbinder let kraft med bevægelse. Med at handle. Sætte retning. Holde fast. Blive ved. Og nogle gange er det præcis dét, livet kalder på. [...]
Der er noget særligt ved sensommeren. Ikke fordi alting er færdigt. Men fordi så meget er ved at blive det. Knopper bliver til blomster. Blomster [...]
Der er noget beroligende ved at betragte naturen. Ikke fordi den står stille. Tværtimod. Den er hele tiden i bevægelse, men den synes ikke at [...]
Måske er det ikke meningen, at en fortælling skal stå alene. Måske længes den efter at blive mødt. Af et andet menneske. Af et andet [...]
Jeg har tænkt meget over én sætning den seneste uge. Ikke en sætning fra en af vores bøger. Men fra en læser. Hun skrev: "Vi [...]
Der er sket noget særligt den seneste tid. Egentlig begyndte det med et enkelt spørgsmål: Hvorfor udgiver vi bøger? Da vi startede forlaget, ville svaret [...]
