At sige ja til hinanden

6. februar 2026

At sige ja til hinanden i et partnerskab, er på mange måder som at sige ja til hinanden i et ægteskab. Det handler først og fremmest om at ville hinanden – også når det bliver svært. At finde modet til at tale om de svære ting, og at ville finde en løsning sammen til fælles bedste.
 
Derfor gør vi os stor umage, inden vi siger ja med at få afdækket, om vi er det rette match for hinanden. Vi mødes for at lære hinanden bedre at kende og høre mere om hjertesagen, inden vi eventuelt læser manuskriptet. Hvis det vækker genklang, så inviterer vi forfatteren hjem til os til en middag og overnatning, så vi kan mærke, hvordan det er at være sammen, inden vi indgår et partnerskab.
 
At vælge hinanden har en konsekvens for begge parter. Forfatteren afgiver sit hjertebarn til os, og vi bruger af vores private midler til at udgive bogen. Ingen af os ved, hvordan det kommer til at gå, så vi har brug for tillid og vilje til at arbejde os igennem det, som vi måtte møde, for at vi lykkes med at få hjertebarnet til udfolde sit liv og potentiale.
 
Vores tilgang kræver mere involvering i starten af processen, men på den lange bane skaber det bedre resultater, fordi vi bevidst har sagt ”ja” til hinanden. Når der opstår gnidninger, har vi dedikeret os til hinanden og til en hjertesag, som er større end os. Dermed ”skylder” vi også hinanden at være ærlige i vores samarbejde. Hvis noget ikke fungerer for os, eller for vores samarbejdspartnere, så tager vi det op fremfor at samle til bunke, blive irriteret på hinanden og lade det bygge op til en konflikt.
 
Efter at have været gift i over 28 år er det vores erfaring, at det kræver tillid, vilje og kærlighed at få et partnerskab til at fungere. Det har vi taget med os ind i måden, vi driver vores forlag på, fordi når alt kommer til alt, afhænger alt af, om vi kan lide at være sammen, om vi vil hinanden det bedste, og om vi er klar til at holde sammen også, når vi møder modgang. Hvis det er til stede, har vi fundet de rigtige partnere til at indgå et sandt partnerskab.
 
På denne måde tror vi på, at vi vokser og bliver klogere sammen – til glæde for os selv, hinanden, bogen og alle, som den møder på sin vej ud i verden. 🌱