At følge sit hjerte

13. februar 2026

Vi forsøger at drive vores forlag fra hjertet. Det betyder eksempelvis, at vi leder os selv fra hjertet. At vi dagligt forbinder os med vores hjerte, mærker ind i vores kald, og lader det vise os vejen. Det har på mange måder ført os ud på nye veje, hvor vi har betrådt ny jord og været i ukendt land.

Som eksempelvis da Inge hørte om et trykkeri i Jylland, der var drevet af kærlighed. Hun vidste bare, at det var der, hendes bøger skulle trykkes. Det krævede dog en del af finde frem til dem, fordi de ikke gør sig i markedsføring, og dermed heller ikke er synlige. Da det endelig lykkes, var det kærlighed ved første blik.

Udover at de driver et trykkeri, hvor de kombinerer klassisk offsettryk med den nyeste klimavenlige teknologi, driver de også et landbrug, har eget gartneri og biavl. De er ikke bare optaget af klima og miljø, men handler og lever det med en målsætning om at skabe grafiske produkter af højeste kvalitet.

Da Inge første gang besøgte dem for at indhente tilbud på trykning af bogen, Et eventyr starter nød hun godt af deres egen avl og fik en rundvisning også i væksthusene. Hun vidste bare, at det var her, bøgerne skulle bringes til live i fysisk form.

Da tilbuddene kom viste det sig også, at det var svært at få til at hænge sammen, fordi kvalitet og ”den gode smag” koster. Så vi måtte spørge os selv, om der var en anden vej, og det var der ikke, fordi ønsket var, at bøgerne skulle opstå fra den reneste muld. Det har så den konsekvens, at vi ikke har råd til at være i boghandlen, fordi marginalerne desværre ikke tillader det.

Vi har siden høstet godt af den lange erfaring, som de har med at trykke bøger i høj kvalitet. Deres mange års erfaring med at udgive bøger, deres dybe faglige kompetence med trykprocessen og deres kærlige og omsorgsfulde måde at være i verden på, hvor det tydeligt opleves, at de ønsker at skabe produkter af høj kvalitet.

At følge hjertet blev således også retningsanvisende for, hvilken salgskanal bogen skal udkomme gennem. Det betyder, at vi nu har skabt vores egen salgskanal for at sikre, at der er færrest mulige led mellem forfatter og læser, så der er en chance for, at forfatteren også kan komme til at tjene penge på at skrive sin bog. Alt andet vil jo ikke være bæredygtigt på den lange bane.

Når du følger os og vores rejse med udgivelserne, støtter du ikke bare os og forfatterne, men også de fantastiske samarbejdspartnere, vi har. På den måde er du gennem din handling med til at sprede ringe i vandet. Tak til alle jer, som følger os, støtter os, tror på os og viser tillid til os 🫶🏻