Mens vi høster, sår vi

Der er høstet på markerne omkring os. Det, der for få uger siden stod højt og tæt, er væk. Tilbage står stubbe, halm og åbne vidder.

Der er noget særligt ved høsten. Den minder os om, at ikke alt skal blive ved med at vokse. Noget skal samles ind. Noget skal tages med. Og noget skal gives tilbage til jorden.

Måske kender du også følelsen af at stå i sådan en tid. En tid, hvor noget er ved at være slut, men endnu ikke helt er landet. Hvor vi stadig forsøger at forstå, hvad det gav os. Hvad vi lærte. Hvad vi ønsker at tage med videre. Og hvad vi skal slippe.

Forleden stødte vi på ordene: Jeg sår håb. Umiddelbart kunne de næsten føles for tidlige. Såning? Allerede? Hvad nu, hvis vi slet ikke er færdige med at høste? Måske har vi en forestilling om, at livet skal foregå i den rigtige rækkefølge. Først skal vi afslutte. Så skal vi give slip. Så skal jorden ligge bar. Og først derefter må vi begynde at tænke på det, der skal komme.

Men naturen er sjældent så enkel. Mens noget visner, modnes noget andet. Frø falder til jorden, mens træerne stadig bærer blade. Det, der skal blive til næste års liv, kan allerede være til stede midt i afslutningen på det gamle. Måske gælder det også for os.

Måske behøver høsten og såningen ikke vente på hinanden. Måske bærer vi frøene til det næste med os, mens vi stadig står med resterne af det, der var. Og måske er det ligefrem en del af høsten at opdage: Hvad ønsker vi at så anderledes næste gang?

Ikke som en ny plan, der straks skal føres ud i livet. Ikke for at springe hen over det, der stadig gør ondt, er uafklaret eller kalder på vores opmærksomhed. Men som en stille bevidsthed om, hvad vi gerne vil give mere liv. Mere nærvær? Mere mod? Mere langsomhed? Mere tillid? Mere plads til det, vi endnu ikke kender?

Høsten fortæller os måske ikke kun, hvad vi fik. Den kan også fortælle os noget om, hvad vi ønsker at dyrke fremover. Så måske behøver vi ikke vente med at så håb, til vi er helt færdige med at høste. Måske er det netop midt i høsten, at vi begynder at ane, hvilke frø vi ønsker at tage med os videre.