Når noget bliver ved at kalde

Nogle gange ved vi det, før vi forstår det. En længsel. En uro. Et sted, vi bliver ved med at vende tilbage til. En tanke, der ikke vil slippe sit tag.

Vi kan forsøge at forklare den. Finde argumenterne. Regne ud, hvor den fører hen, og om det overhovedet giver mening at følge den. Men nogle kald lader sig ikke forklare på forhånd. Måske er det netop derfor, de er kald. Først når vi begynder at gå, opdager vi, hvad de ville os. Og selv da er det ikke sikkert, at vejen fører derhen, hvor vi troede.

Noget kan kalde os ind i en relation, som kun skal følges et stykke af vejen. Et arbejde kan føre os til en erkendelse, vi ikke kunne have fået uden at stå midt i det. En fortælling kan åbne en dør, som viser sig at føre til noget helt andet end fortællingen selv. Det gør ikke vejen forkert. Måske har vi bare en tendens til at bedømme vores valg ud fra, hvor de ender.

Men hvad nu, hvis nogle veje skal måles på det, de vækker i os undervejs? På det, vi får øje på. Det, vi lærer. Det, vi bliver nødt til at slippe. Og det nye, der bliver muligt at se derfra.

Naturen bevæger sig også sådan. Et frø ved ikke, hvordan landskabet omkring det kommer til at se ud. Det reagerer på lys, mørke, vand, temperatur og jord. Det vokser dér, hvor livet er muligt. Skifter retning, når noget står i vejen. Og bruger det, der er til rådighed.

Måske behøver vi heller ikke altid kende vejen. Måske er det nok at kunne høre, når noget bliver ved med at kalde – og have modet til at tage det næste skridt.

🌱

Nogle kald viser os ikke, hvor vi skal hen. De får os bare til at begynde at gå.